OPDRÆT AF SENEGALAMARANT

Opdræt af Senegalamarant  
Lagononosticta senegala
Tekst og for af Alf Schmidt, Harridslev

Små yndige Amarenter
ordet kan med rette hentyde til Senegalamaranten.
Ses den karminrøde han og gulligbrune hun, er de en fryd for øjet.
Tillige er den ynglevillig, bygger en fin lille rede og har en smuk højttonet sang. Den elsker at jage og fortære små insekter, hvilke også er altafgørende for dens velbefindende.

I Naturen
Den lever i Afrikanske tørkeområder i nærheden af åbent vand fra Senegal til Eritrea, mod syd til Zululand, Natal og stedvis Kapland i det nordlige Sydafrika og Sydangola.
Den yngler i anden halvdel af regntiden og i begyndelsen af tørketiden.
Reden bygges i græstuer, små buske, under verandaer eller i græsvæggene i det indre af de indfødtes hytter. Hunnen lægger 4-5 æg og ungerne opmades med insekter og halvmodne frøsorter.
Udover at opmade sine egne unger er Senegalamaranten også værtsfugl for den redesnyltende
Atlasfinke (Hypochere chalybeata).

Beskrivelse
Han:  Karminrød hoved, bryst og bug. Overgump rød, sort hale og brunlige vinger.
Hun:  Gulligbrun krop, overgump rød og over tøjlen en rød plet.
Begge køn har på brystets sider et varieret antal små hvide pletter. Øjenring gullige, længde 9-10 cm.

Indendørs
I de kolde måneder opholder mine Senegalamaranter sig indendørs i mindre flyvebure,
L 120 cm x H 90 cm x B 70 cm. Temperaturen i rummet er sat til ca. 15 gr. Der er et ultraviolet lys i buret, som er tændt om dagen og slukkes til aften. I husets loft er der et vågelys, som er tændt om natten.
Ser ud til at Amaranterne befinder sig godt med det.

Foder
I den kolde tid – udenfor yngletid – hvor fuglene holdes inde, får de en trope-sisken blanding. Sidstnævnte indeholder en del mindre frøsorter, som Senegalamaranterne tager en del af. I frøblandingen tilsætter jeg en passende mængde Pagima green, et halvmodnet frø og en særlig græsart fra Afrika. I modsætning til almindelig græsfrø er det kompakt, uden skal og ret nærende. Ind imellem ses fuglene nippe til en skål med Fonie-paddy. Et gennemskåret æble, vindruer og agurk er de også rigtig glade for.
Af animalsk protein får de en passende mængde pinkies og ind imellem lidt buffalo orme.
Der er strandsand (sandkassesand) i burets bund, hvorpå der drysses lidt grit og strandskaller.
Drikkevand serveres i et pumpeglas hvori der ind imellem tilsættes vitamin Nekton S.
Senegalamaranterne ynder at bade – det foregår i en flad skål, som er placeret i burets bund.

Udendørs Voliere
Alt efter vejrforhold og fuglenes kondition, lukkes Amaranterne ud i volieren – det sker som regel sidst i april eller starten af maj.
Amaranten er noget territorie krævende, hvorfor det er tilrådeligt kun at huse ét par i volieren.
Det skal nævnes, at temperaturen indendørs over en periode er skruet ned, så fuglene gradvis vænnes til lidt svingende temperaturer. Fra udendørs volieren har fuglene adgang til et mindre rum, hvori der fodres.
Til rummet er en dør åben, så fuglene kan finde derind og i loftet er tændt et lys i den første tid.
Det skal være lyst relativt længe, for at fuglene kan nå at indtage føde nok, idet deres stofskifte er relativt hurtigt.
Den 30 m2 store voliere er 1/3 overdækket og pålagt klare tagplader, så fuglene kan søge i læ og ly, finde et tørt sted for natten og bygge rede, som holdes tør.
I volieren har Senegalamaranterne selskab af Solfugle, Skægmejser, Sivastrilder og Timor Zebrafinker, og alt foregår i bedste harmoni. Volieren er beplantet med større og mindre thuja buske, kirsebærtræer og bambus. I foråret og over sommeren fyldes bunden med ukrudt, vejbred og græsser, som småfuglene nyder godt af.

Animalsk protein
Amaranterne er som regel meget pålidelige ynglefugle. En betingelse er dog, at de har adgang til animalsk foder under opdræt. Ud over det før nævnte foder, de får indendørs, suppleres op med bananfluer, myggelarver og myreæg og ind imellem ses de snuppe en hvid melorm. Amaranten er en lille jæger, idet den ofte ses jage insekter på volierens bund.
Spirede hirsekolber, Kasper æggefoder og opblødt grønne/gule perle morbide er de glade for.

Reden
Ofte benytter Senegalamaranten en halvåben redekasse eller en kurverede/ballonrede at bygge i.
I dette tilfælde valgte parret at bygge en naturlig rede i yderkanten af thuja grenene. De benytter kokosfibre, tørt græs og rodtrevler, som bl.a. benyttes til at fæstne reden til grenene. Reden forer de med fjer, dun og charpie.
Der lægges 4-5 små hvide æg som udruges efter 12 dage af begge køn på skift. Om natten er begge fugle i reden. De første 6 dage efter klækning ses parret skiftevis fodre og varme ungerne.
Herefter ses begge fugle af reden, for at skaffe føde nok til de sultne unger. Et forsigtigt kig i reden på fjerde dagen, viste en hviddunet klump af flere unger. På ottende dagen kunne der ses fugleklatter fra de små fjerpiggede unger i kanten af redehullet.
Ungerne forlader reden efter ca. 18 dage. Herefter er de ret gode til at gemme sig, men ind imellem ses de titte frem i buskadset. 3 uger herefter kan ungerne klare sig selv, og efter yderligere 2-3 uger påbegyndes udfarvning.
Det dejlige par Senegalamaranter opnåede i sommeren 2 kuld unger med henholdsvis 4 og 3 unger, som uden problemer gik i samme voliere sæsonen ud.
I efteråret – ca. oktober måned – indfanges fuglene og anbringes igen indendørs, hvor de får påsat en 2 mm L.D.F. årsring.