Opdræt af Weddels aratinga

Beskrivelse: Fjerdragten er overvejende grøn, lysere og mere gullig på undersiden. Hovedet er gråbrun hver fjer med mørk gråblå spids. Yderfanerne på svingfjerene blå. Halen er grøn på oversiden med blå spids og grå på undersiden. Den brede nøgne øjenring cremehvid. Næbet er sort og fødderne grå. Længde ca. 28 cm.

Udbredelse: Sydøstlige Columbia samt østelige del af Ecuador og Peru, nordøstlig del af Bolivia og Amazoneområdet i Brasilien.

I august 2018 var jeg med Randers Fugleforening på sommerudflugt, hvor vi besøgte en fugleholder, hvis fuglehold lige var noget for mig, nemlig hovedesalig Sydamerikanske parakitter og papegøjer. Han havde arter, som jeg ikke havde set i årevis. Vi fik talt en del om især de Sydamerikanske parakitter, som desværre ikke er så udbredt i det danske fuglehold længere. Dette skyldes måske, at de fleste arter er noget støjende, og derfor ikke bør holdes, hvor der er tætte naboer.

Helt tilfældigt overhørte jeg, at vores vært var midt i en handel om et par Weddels Aratinga med en anden fra foreningen. Han ville dog helst have et par ubeslægtede fugle, hvortil han fik af vide, han bare kunne købe et par et andet sted og bytte rundt på fuglene. Dette havde han imidlertidig ikke plads til, og jeg sprang hurtigt til og sagde, at han bare kunne sælge det ene par til mig…. og sådan blev jeg den glade ejer af et par Weddels Aratinga.

Jeg fik fuglene i forbindelse med vores fuglemarked i november i Assentofthallerne. Fuglene kom til at sidde i en indendørs voliere vinteren over, da volieren de skulle have ikke var færdigbygget endnu.

I starten af april 2019 var det nye voliereanlæg færdig og klar til at Aratingaerne kunne flytte ind. De fik tilbudt to forskellige redekasser, en  sekskantet lodret kasse, en model jeg tidligere har brugt til mange af mine Sydamerikanske parakitter samt en gammel pistolkassse, som tidligere har været brugt til prinsesse parakitter. Kasserne blev fyldt med trøskent træ, og der blev sat et tyndt bræt over det meste af redehuldet. Ideen med det tynde bræt foran redehuldet er dels at stimolere deres ynglelyst, så de skal arbejde for at komme i redekassen, og dernæst for at indgå ubefrugtede æg, da der for de fleste pars vedkommende lige går et stykke til, inden de lægger æggene.

Aratingaerne viser hurtigt interesse for pistolkassen og begynder at gnave hullet i kassen til, så det passer til dem. Den 7. maj lagde første æg, de lagde tre ialt. Begge fugle er meget i kasse i rugeperioden og den 5. juni var der to dunede unger i kassen. Det sidste æg klægger ikke, men inderholder en fuldtudviklet unge, som har lavet hul på skalden, men ikke har kunne komme ud.

Begge unger trives og vokser fint, men den 14. juli dør den ene unge pludselig. Den sidste unge vokser fint og forlader reden den 30. juli helt perfekt i fjerdragten, dog en andelse mindre end forældrefuglene.

Det var dog ikke slut på Weddels Aratingaernes ynglelyst, for cirka 10 dage før ungen kom på pind. begynder de at lægge æg igen. Denne gang blev der også lagt trer æg, her var det ene dog ubefrugtet, men de sidste to æg klæggede den 16. august. Ungerne trives fint og alle fem fugle sover sammen i kassen om natten. Da ungerne er cirka en måned opdager jeg, at de er begyndt at være plukket på brystet og benene. Da de kommer på pind den 14. og 16. oktober mangler de stadig mange fjer på brystet. Om det er den ældste unges tilstædeværelse, der gør at de plukker ungerne eller at det er den ældste unge, der gør det, ved jeg ikke, men jeg håber ikke de gør det næste gang de yngler.

I yngle perioden har fuglene fået en god parakitblanding med solsikke samt spiret solsikke, de har også fået rønnebær, hyben, majskolber fra frysern samt masser af mælkebøtter. De har også altid adgang til æggefoder og jovltal.

Den ældste unge blev på foreningens fugleudstilling godkendt som lokal førsteopdræt.